Andelsboligforeningen Willemoesgade 20-24

Bestyrelsesmøde 4. september 2007

 

Til stede: Morten Olesen, Simon S. Schmidt, Lone Bøgeløv Jensen, Lone Vesterborg, Bo Nissen Knudsen (ref.), Johnny Qvist
Afbud fra: Pernille Jarlhof

1. VVS-projektet

Overordnet set går projektet godt og skrider fremad som planlagt. Økonomien er dog presset: Vi har ikke en endelig aftale med VVS-ingeniøren endnu, og han skal aflønnes for det arbejde som han udfører på vegne af Byens Tegnestue – bl.a. i forbindelse med byggemøder. Det koster formentlig omkring 100.000 kr., og så er rammen på 2 mio. kr. brugt op. Lidt tidligt i projektforløbet!
Morten tjekker med Bonnie hvordan status er på økonomien, og om vi reelt har en buffer, eller om vi skal til at kigge på at indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

Indtil videre er vi dog ikke ude over rammen endnu, men i næste nyhedsbrev vil det blive varslet at vi kan risikere at skulle bruge flere penge hvis noget uforudset dukker op.

En god nyhed er dog at Sørby er gået med på at montere diverse ventiler og rottespærrer inden for rammerne af aftalen, og at vi derfor kun skal betale materialeomkostninger.

2. Arbejdsweekend

Der er bestilt container, og bestyrelsen fordelte de områder som de enkelte skal være tovholdere på til arbejdsdagen på lørdag – ud over at tage kaffe og the med til morgenmaden:

  • Rensning af tagrender (Lone V.)
  • Hovedrengøring af fortrapper (Bo)
  • Rengøring af facader (Simon)
  • Pletmaling af huset ud til gården (Lone V.)
  • Tjek af brandalarmer (Bo)
  • Gulvmaling af kælderen i nr. 22 (Morten)
  • Havemøblerne pakkes ned for vinteren (Simon)
  • Blomsterkrukkerne tages ind for vinteren (Morten)
  • Porten males (Bo)
  • Oprydning på loftet (Johnny)
  • Diverse rester af maling m.v. samles i kælderen nr. 22 (Morten)
  • Bestilling af morgenmad og frokost (Lone B.)
  • 2 rammer dåseøl og -sodavand købes (Bo)

3. Vicevært

Svend holder op og har solgt sit firma til Partneren ApS v. Karl Johan Møller Madsen. Foreløbig kører vi videre med det nye firma, og vi afventer et nyt kontraktudspil. Den nye kontrakt skal bl.a. tage højde for at gården overtages af gårdlauget.

4. Vandskade i 24 4th

Beboeren har indhentet to tilbud fra malere som kan udbedre skaderne, det ene til 4000 kr., det andet til 7125 kr. Som udgangspunkt vil vi tage det billigste, men Johnny tjekker op på at tilbuddene rent faktisk dækker udførslen af det samme arbejde.

5. Hjemmeside

Domænet www.willemoesgade20-24.dk er købt hos one.com, og det ser ud til at deres webdesignmodul vil være velegnet til vores formål. Bo arbejder videre på sagen og skaffer vedtægter fra Bonnie gennem Morten, referater fra generalforsamlinger fra Johnny og skriver selv en lille historie sammen om ejendommen.

6. Eventuelt

  • De børn der deltog i ekstra-arbejdsdagen med maling af husets gårdside, vil helst aflønnes med penge frem for med gaver. Bestyrelsen mener dog principielt at vi som forening ikke skal aflønne børn med rede penge for arbejde, og deres indsats vil altså i stedet blive påskønnet med gaver.
  • En beboer vil gerne fritages for arbejdsweekender pga. dårlig ryg. Bestyrelsen mener principielt at man skal være enten folkepensionist eller invalidepensionist for at kunne fritages helt; vi bestræber os på at finde skånsomme opgaver til folk med større eller mindre problemer.

Comments are closed.